TrygFondens Familiehus er for alle familier med langtidsindlagte børn på Aarhus Universitetshospital.

Her har I som familie mulighed for at være samlet og leve så almindeligt som muligt under jeres barns indlæggelse. Der er plads til hele familien og I er i gåafstand fra børneafdelingerne på hospitalet.

Mange familier fortæller, at separation fra øvrige familiemedlemmer er en svær yderligere belastning i en sygdomsperiode. Ikke at have familien samlet og bevare en hverdag, så tæt på virkeligheden som muligt.

I Familiehuset kan jeres indlagte barn komme på besøg så ofte sygdomsforløbet tillader det, ligesom der kan inviteres venner og familie på besøg.

Vi vil gerne at I ser Familiehuset som en base og et frirum, hvor I kan slappe af, være en familie, trække jer tilbage eller nyde samvær med de andre familier i huset – nøjagtig som I har lyst til.

Vi vægter tryghed, respekt, åbenhed og privatliv højt, og vi arbejder ihærdigt på at kunne tilbyde de ting, som hver enkelt familie har behov for.

Faciliteter i huset:

Familiehuset tilbyder udover jeres private værelse også fri adgang til fælles køkken, fællesrum med legerum for børnene, hyggeområde, musik-rum, spa-rum, motionsrum, It-rum, hjemmebiograf og ikke mindst dejlig stor legeplads.

De frivillige i huset:

Der er hver dag frivillige i huset, som er i huset for at få hverdagen til at glide nemmere, både for forældre, men også især for børnene i huset – både det syge barn og evt. raske søskende.

I kan aftale at få hjælp til børnepasning, lektiehjælp, leg og hygge, ligesom der ind imellem bliver arrangeret fælles spisning og ”nem aftensmad”, så I ikke altid selv skal stå med aftensmaden.

Alle planlagte aktiviteter og de frivillige der er på ”vagt” vil kunne ses på en tavle i husets foyer – denne bliver opdateret hver dag.

I kan også bede om hjælp hos de frivillige til børnepasning af raske søskende i huset, hvis I f.eks. skal være hos det syge barn på hospitalet.

 

"Tak for den "mulighed", der har været i at kunne være sammen som en familie. At kunne give vores datter et frirum fra sygehuset. Hun kaldte det til sidst for vores "hjem". I gør en kæmpe forskel."      (familie i Familiehuset)